KE Kunstnernes Efterårsudstilling

Vejledning

Se venligst også tidsplanen for KE17 og principperne for censureringen.

Ansøgere til KE

KE modtager alle typer af værker fra alle kunstnere uanset nationalitet, alder eller opholdssted. Enkelpersoner såvel som grupper kan indsende værker.

Krav til værkerne

KE udstiller kun værker, som er højst to år gamle og som ikke har været antaget på andre statsanerkendte censurerede udstillinger, dvs. på Kunstnernes Sommerudstilling, Kunstnernes Påskeudstilling, Forårsudstillingen på Charlottenborg og Nordkraftudstillingen.

KE kan beslutte at afvise værker, hvis de vurderes som særligt farlige ved håndtering og udstilling.

KE udstiller kun værker, som vi er sikre på kan holde til at blive udstillet i hele udstillingsperioden. Hvis du ansøger med værker, som kræver tilsyn og vedligeholdelse, er det derfor helt afgørende, at du selv tager det fulde ansvar for værkets funktion i udstillingsperioden. Det drejer sig f.eks om værker, der er afhængige af batterier eller særligt teknisk udstyr af mekanisk eller digital art.

KE udstiller ikke værker på Den Frie Udstillingsbygnings udearealer.

Video

Ansøges der med videoværker på længere end 3 min, uploades værket i to versioner. En version hvor værket kan ses i sin fulde længde og en version hvor et antal sekvenser af værket sammenklippes til en varighed på max 3 min. I første og anden censureringsrunde bliver værket vurderet på de sammenklippede sekvenser. Inden eventuel antagelse bliver værket set igennem i sin fulde længde i 3. censureringsrunde.

Digitale værker (video, animation, lyd og andet) skal ansøges med en internet-adresse, så de er tilgængelige på nettet - fx på en af de gratis tjenester Vimeo eller YouTube. Du kan evt. forsyne linket med en adgangskode. Sørg for at værket er anonymiseret i rulletekster oa.

Ansøges der med videoinstallation eller installation der indholder animation, lyd eller ligendende, anbefaler vi at værket uploades som 'installation'. Øverst i kommentarfeltet anføres links til de aktuelle videoer, lyd-filer ect.

Stedspecifikke værker

Vi anbefaler, at du forholder dig til udstillingsstedets muligheder og begrænsninger, især hvis du arbejder med store eller stedspecifikke værker. Du kan downloade en plan over Den Frie Udstillingsbygning. Billeder fra kunsthallen kan desuden downloades her.

Tilmeldingsgebyr

Tilmeldingsgebyret er det første skridt, hvis du vil ansøge med værker til KE17. I ansøgningsperioden fra mandag d. 12. til fredag d. 22. september 2017 finder du et tilmeldingsskema under 'Tilmelding' i menuen 'KE17'.

Gebyret på 550 kr. giver mulighed for at ansøge med op til 6 værker. Du kan frit vælge kategori for hvert enkelt værk.

Betalingen sker online på KEs hjemmeside og vi sender en kvittering pr. mail, når vi har registreret betalingen.

Samtidig modtager du et journalnummer og en pinkode, så du kan logge på KEs hjemmeside og udfylde din ansøgning online. 'Min ansøgning' finder du i menuen 'KE17', når du er logget på.

Journalnummeret anonymiserer dig over for censorerne. Når du indsender værker til fysisk bedømmelse skal hvert værk mærkes med både journal- og værknummer.

Læs mere her om principperne for censureringen og meddelelse af resultaterne.

Check din spam-mappe: Bemærk at KE sender beskeder som automatisk mail. Det kan i værste fald betyde, at meddelelsen bliver behandlet som spam. Hvis du er ansøger bør du derfor checke din spam-mappe og hold dig løbende orienteret på hjemmesiden.

Ansøgningsskema til censurens 1. og 2. runde

Enhver ansøgning med værker til KE17 skal ske ved hjælp af ansøgningskemaet, som du kan udfylde og redigere i perioden tirsdag d. 12. til fredag d. 22. september 2017. Skemaet bliver 'låst' når fristen for ansøgninger udløber fredag d. 22. september kl. 24.00. Derefter kan du stadig se dine oplysninger, men ikke længere redigere dem.

Censorerne tager i 1. og 2. runde kun stilling til materiale, som er ansøgt via ansøgningsskemet, dvs. uploadede billeder, link til digitale værker samt eventuelle kommentarer til censorerne. Du bestemmer selv, hvad dit enkelte værk omfatter og du er selv ansvarlig for, at censorpanelet kan aflæse de enkelte værker eller dit samlede projekt retmæssigt.

Billedkvalitet og katalog

Billeddokumentationen spiller en stor rolle under censureringen. Derfor er det yderst vigtigt at din dokumentation er så tæt på virkeligheden, som muligt. Tænk på at censorerne alene har billeder at vurdere et værk ud fra, og at materialet derfor skal være i en kvalitet, der ikke efterlader tvivl om værkets karakter og udseende.
Er dit værk fx indrammet, så vis det i dokumentationen eller skriv det i det tilhørende kommentarfelt.

Vi anbefaler af første billede viser værket i rummet. Andet billede viser værket i sin helhed. Resten af billederne kan bruges til detaljer.

Vær opmærksom på at ét eller flere billeder af antagne værker vil blive brugt i udstillingskataloget. Upload derfor skarpe billeder i god kvalitet:
Billeder af værker og billeddokumentation af digitale værker skal uploades som RGB-filer i JPEG-format. Den ideelle størrelse er: 2600 x 1800 pixels, 300 dpi, dog maksimalt 6 MB.

Filnavne må kun indeholde bogstaver (a-z) og/eller numeriske tal (0-9). Specielle tegn som fx &, %, #, $, bindestreger osv. kan medføre fejl i uploads.

Uploaded materiale bliver ikke vist til andre end censurkomitéen og KEs bestyrelse.

Med mindre andet er anført, forbeholder vi os retten til at redigere i alt billedmateriale der trykkes i kataloget.

Indlevering af værker til censurens 3. runde

Hvis et eller flere af dine værker går videre til 3. runde, skal du indlevere dem til en fysisk bedømmelse.

Samtidig skal antagne digitale værker indleveres på USB-stik med tydelig angivelse af dit journal- og værknummer på selve stikket. Hvert USB-stik må kun indeholde ét digitalt værk og hvis det antages, skal versionen samtidig kunne bruges i selve udstillingen.

Digitale værker skal være gemt i MPEG4-format (ideelt minimum 15.000 kbps). Bortset herfra er lydfiler, soml skal være gemt i WAV-format..

Indlevering til fysisk bedømmelse skal ske søndag 22. oktober kl. 19-21 eller mandag 23. oktober 2016 kl. 9-12 på adressen

Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 1, 2100 København Ø.

Både emballage og værk skal være mærket med "KE17" og dit journal- og værknummer.

Hvis du i yderste tilfælde ikke kan indlevere i dette tidsrum, beder vi dig kontakte Søren Fjeldsø, bygningsinspektør på Den Frie, på telefon 29242649.

Du har også mulighed for at fremsende mindre værker som postpakke, mærket med "KE17" og dit journal- og værknummer. Postpakker skal være fremme senest fredag 20. oktober 2017.

Transport og forsikring

Du står selv for indlevering, afhentning og forsikring af værkerne.

Når du indleverer et værk, skal du selv pakke ud og tage emballagen med dig igen.

Hvis du fremsender et værk som postpakke, kan vi desværre ikke påtage os at returnere det på samme vis.

Hvis du fremsender og afhenter et værk med fragtmand, skal du bruge en nem genanvendelig emballage, hvor du undlader tape til fordel for snor. Emballage, som skal gemmes og genbruges, er en stor udfordring for bestyrelsen. Vi kan nemlig ikke længere opbevare emballage i kælderen på Den Frie, så vi er nødt til at transportere det bort til privat opbevaring i udstillingsperioden.

Hvis du har indsendt et USB-stik til censureringens 3. runde som postpakke, kan vi returnere stikket, hvis du har vedlagt en frankeret svarkuvert.

Vi kan desværre ikke påtage os ansvaret for beskadigelse eller bortkomst af de indsendte værker før, under og efter udstillingen.

Råderet over værkerne

Når dine værker er antaget på Kunstnernes Efterårsudstilling giver det samtidig KE fuld råderet over værket i udstillingsperioden. Det betyder, at antagne værker ikke kan kræves tilbage før udstillingen er slut.

Du giver også KE ret til at bruge dine billeder af antagne værker i udstillingskataloget, i formidlingsøjemed på KEs hjemmeside, i pressemateriale og i foredrag der relaterer sig til KE.

Udstillingens opbygning

KE og Den Frie Udstillingsbygning har det suveræne ansvar for at disponere udstillingen i sin helhed.

Hvis måden at præsentere dit værk på er en vigtig del af værket, eller hvis installeringen af værket kræver din medvirken, skal det tydeligt fremgå af kommentarer til censorerne i din ansøgning.

Du kan ikke stille krav om en specifik placering på udstillingen, men dine ønsker vil så vidt muligt blive tilgodeset, hvis der er tale om stedsspecifikke værker.

Det er dit ansvar at stille det nødvendige tekniske udstyr til rådighed, hvis dit antagne værk kræver det. Hvis dit værk er svært at håndtere, skal du lave en aftale med KE om indleveringen.

KE-prisen og CCA Andratx-prisen

Alle deltagere på udstillingen har mulighed for at vinde KE-prisen og CCA Andratx-prisen. På KE17 vil to antagede kunstnere eller kunstnergrupper desuden blive tilbudt at udstille i Huset for Kunst og Designs udstillingsrum i Holstebro i foråret 2018.

Salg af værker

KE bestræber sig på at sælge de udstillede værker, og inviterer bl.a. kunstforeninger til fernisering og andre arrangementer. Ved salg af værker i udstillingsperioden beregnes 30% af salgsprisen i provision. Husk at indregne det i din salgspris.

Hvis dine værker ikke er til salg angiver du blot ”privateje” i ansøgningsskemaet.

Afhentning af værker

Hvis ingen af dine værker bliver antaget, skal du sørge for at de bliver afhentet i Den Frie Udstillingsbygning tirsdag 24. oktober 2017 kl. 9-13. Hvis du i yderste tilfælde ikke kan afhente i dette tidsrum, beder vi dig kontakte Søren Fjeldsø, bygningsinspektør på Den Frie, på telefon 29242649.

Har du både fået antaget og afvist værker, kan du afhente de ikke antagne værker i Den Frie Udstillingsbygning tirsdag 24. oktober 2017 kl. 9-13. Hvis du ikke afhenter værkerne, opmagasinerer vi dem, så du kan afhente dem sammen med de antagne værker efter udstillingen.

Når udstillingen slutter skal du sørge for afhentning i Den Frie Udstillingsbygning søndag 12. november 2017 kl. 18-21 eller mandag 13. november 2017 kl. 9-12. Hvis du i yderste tilfælde ikke kan afhente i dette tidsrum, beder vi dig kontakte Søren Fjeldsø, bygningsinspektør på Den Frie, på telefon 29242649.

Vi opmagasinerer værker for din egen regning, hvis du ikke afhenter dem til tiden.

Spørgsmål og yderligere oplysninger

Har du spørgsmål eller brug for yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte KE på mail: info@ke-udstilling.dk. Vi kan desværre ikke tilbyde dig at kontakte os telefonisk.

Du kan også lade dig inspirere af "Trine Rytter Andersens tips til kunstnere, der overvejer at sende materiale ind", som afslutter interviewet "Hvilken rolle spiller de censurerede udstillinger?"