KE Kunstnernes Efterårsudstilling

Censorpanelet 2015

Læs også Optakt til KE15: Spørgsmål til årets censorer


Ruth Campau
(f. 1955)
www.campau.dk

“Jeg synes, det er en spændende opgave at deltage i en censurering sammen med gode kollegaer. At få et indblik i hvilke kunstværker, der bliver lavet rundt omkring i landet af unge og ikke så etablerede kunstnere. At se niveauet af det indsendte. Diskutere det og endelig at argumentere for eller imod det enkelte værk. Det er en proces, og man bevæger sig undervejs.

Det er krævende at forholde sig til kunstværker, og her har man et stort ansvar, som man ved betyder meget for den enkelte kunstner. Jeg kan selv huske, hvor meget det betød, det er noget man aldrig glemmer. Afslag? Optagelse? Det er ligesom at blive indviet lidt… Man lærer, at det er en benhård branche med både himmel og helvede.

Men som censor glæder jeg mig også til at møde kollegaerne og diskutere værkerne med dem, og jeg glæder mig til at se den endelige udstilling. Det er altid forfriskende at se en censureret udstilling. Den har et anderledes liv end alle de mange flotte kuraterede udstillinger af anerkendte kunstnere, som vi er så vant til. Det er jo som om, man ser vejen derhen.”



Sophie Dupont
(f. 1975)
www.sophiedupont.com

Sophie Dupont, hvilke forventninger har du til arbejdet som censor?

“Jeg tænker at møde en bred vifte af mulige udtryksformer. Værker der spænder vidt i form og indhold og viser overraskende mulige måder at begribe sig selv i verden i dag.”

Hvorfor vil du gerne være censor på KE?

“Jeg glæder mig til at se alt, hvad der sendes ind. At møde nye skæve måder at tænke på og udtryk der sætter spørgsmål og skubber til min bevidsthed. En friskhed der afslører en egen erfaring og tilgang til at skabe, der ikke bare følger tendenserne og trenden lige nu.”

Hvilken betydning ser du, de censorerede udstillinger har i dag?

“Kunstverdenen er som alle andre bancher fyldt med hierarki og små sammenspiste grupperinger. De censorerede udstillinger skaber en platform, hvor alle kan sende ind og på lige fod har mulighed for at få vist deres værker. Et vindue udadtil der kan fungere som et springbræt ind i branchen uanset ens baggrund.”



Cai-Ulrich von Platen
(f. 1955)
www.vonplaten.dk
“Fra tidligere censorjobs har jeg erfaret, at der er en helt særlig dynamik i sammenstødet mellem alle de vidt forskellige udtryk og intentioner, der bliver sendt ind til censurerede udstillinger. Det kan veksle mellem at være enormt opløftende og enormt udmattende. Jeg håber, det er muligt at ende med et udvalg, der respekterer og tydeliggør forskelligheden, så udstillingen som helhed kan række ud i mange retninger.”



Niels Pugholm
(f. 1983)
www.nielspugholm.dk

Hvilke forventninger har du til arbejdet som censor?

“Jeg håber at se en mangfoldighed af udtryk, viljer og intentioner og at vi i censorgruppen kan formå at udvælge værker, så vi kan få lavet en udstilling, der afspejler diversiteten på kunstscenen i dag. Selv forbeholder jeg mig retten til at være kritisk og forundringsparat.”

Hvorfor vil du gerne være censor på KE?

“Jeg er nysgerrig. Det er i mødet med kunsten at diskussioner, debatter og tilgange til sig selv og omverdenen opstår og afprøves. Det bliver spændende at se, hvad som undersøges, hvad som undres, hvad der glædes, sørges og hungres efter, hvad som rør, og hvad som rykker.”

Hvilken betydning ser du, de censorerede udstillinger har i dag?

“De censorerede udstillinger er en disciplin på kunstscenen, lige som hækkeløb og højdespring er det til Olympiaden. Det er et fora, hvor kapitaler som navn og netværk ikke spiller nogen rolle, men hvor det er værkerne selv der for lov til at tale. Derfor er de censorerede udstillinger en vigtigt og demokratisk platform, som kan blive et springbræt for kunstnere til at blive set og hørt. Et springbræt jeg selv har hoppet ud fra.”



Jesper Rasmussen
(f. 1959)
www.kunstonline.dk/profil/jesper_rasmussen.php

“Når man er censor, udfører man det, man allerhelst vil og gerne vil være god til, men som alt for sjældent sker: Man diskuterer kunst med sine kolleger. Man forholder sig til konkrete værker og tager stilling til dem. Og samtidig får man et indblik i, hvad en del af den yngre samtidskunst handler om, hvor god den er, og hvor den bevæger sig hen.

De censurede udstillinger er en af de sidste bastioner, hvor kolleger udvælger andre kunstneres kunst, hvor kunstnerne kuraterer så at sige. Efterhånden er alle de offentligt støttede udstillingsinstitutioner, der før var kunstnerkuraterede, overgået til professionelle formidlere og kunsthistorisk funderede kuratorer. Derfor er det vigtigt at bevare de sidste tilbageværende censurede udstillinger som et sted, hvor det nye og det endnu ikke etablerede talent manifesteres gennem et kollegialt fagligt blik – for det har vi brug for i mangfoldigheden.”