KE Kunstnernes Efterårsudstilling

Optakt til KE15: Spørgsmål til censorerne

Af Torben Sangild

KEs bestyrelse har bedt Torben Sangild stille hver af årets censorer et individuelt spørgsmål, baseret på deres konkrete erfaringer som deltagere eller censorer.


Niels Pugholm

Du har selv tidligt i din karriere deltaget på censurerede udstillinger og har tidligere modtaget KE-prisen. Hvordan oplevede du det, og hvilken betydning havde det for dig som kunstner?

I 2011 debuterede jeg på Kunstnernes Efterårsudstilling og modtog KE-prisen for mine to indsendte videoværker. At komme ind på KE var i sig selv en stor ting for mig, og at modtage KE prisen tenderede til en voldsom oplevelse under helt udramatiske forhold. Jeg var nemlig ikke tilstede på Den Frie.

I 2011 var jeg på udveksling på UCM, Facultad de Bellas Artes, i Madrid, og på ferniseringsdagen befandt jeg mig på et bjerg nær Navacerrada. Det var min veninde Johanne-Helga der ringede. Hun spurgte hvor jeg var henne. Jeg sagde Spanien. Hun sagde, jeg var blevet tildelt KE-prisen. Jeg blev mundlam. Hun spurgte, om hun skulle gemme blomsterbuketten fra juryen og stille den i vand. Jeg sagde, at den måtte hun gerne beholde. Vi lagde på, og så sad jeg dér på en bjergryg og kiggede ud over de andre tindinger, og spekulerede på om der havde været pelargonier i buketten.

Det fandt jeg aldrig ud af, til gengæld lærte jeg, at det at deltage på KE – og især at modtage KE prisen – boostede kapitalen. Ikke den økonomiske i kroner og øre, men den kapital man for alvor bliver rig af, nemlig den kulturelle kapital. Den bygger som så mange andre kapitaler på tillid. At deltage på KE har afgjort været det garantibrev, der har givet branchen den tryghed, der skulle til for at invitere mig ind på nye udstillingssteder. Derfor har KE været med til at åbne døre for mig.

Sophie Dupont

Du har selv som etableret kunstner deltaget i Nordisk Salon 2014. Med baggrund i din egen erfaring, hvordan kan etablerede kunstnere benytte censurerede udstillinger?

Jeg ser som udgangspunkt de censurerede udstillinger som en åbning til en scene og et miljø man ikke på forhånd er en del af. Så når jeg deltog i Sverige var det for at udbrede kendskabet til min praksis både igennem de der censurerer udstillingen, men jo også til de kunstnere man kommer til at udstille sammen med og de der kommer og ser udstillingen.

Og lykkedes det så?

Det kan være svært at sige. Der var mange inde at se udstillingen, men jeg har ikke decideret oplevet henvendelser eller invitationer til andre udstillinger i kølvandet på den.

Jesper Rasmussen

Som mangeårig underviser på og senere leder af Det Jyske Kunstakademi er du jo vant til at arbejde med kunstnerisk talent. Hvilke forskelle er der mellem de værker, der sendes til optagelse på akademierne og så dem, der sendes ind til de censurerede udstillinger?

Jeg har rigtignok en vis erfaring med at forholde mig til kunstnerisk talent, men det er mest i forbindelse med de studerende og deres optagelse på akademierne, og ikke så meget i forbindelse med de censurerede udstillinger, hvor jeg kun har været censor et par gange, så min erfaring der er mere begrænset.

Men jeg vil alligevel vove at påstå, at der er en markant forskel i det, der indsendes til akademierne, og det der indsendes til de censurerede udstillinger: Akademiernes optagelse er overvejende domineret af det helt unge talent, der lige har forladt skolen eller et billedkunstnerisk forberedelseskursus på en højskole eller lignende, hvorfor deres kunstneriske praksis ikke er så udfoldet og udviklet endnu, hvilket den heller ikke skal være for et kunstakademi.

Ansøgerne til de censurerede udstillinger er en mere broget flok af amatører, studerende, færdiguddannede, professionelle og i det hele taget mere eller mindre etablerede kunstnere, der i højere grad har en udfoldet og udviklet kunstpraksis med en vis erfaring på bagen. Der er selvfølgelig altid undtagelser og debutanter, men tendensen er klar.

Derfor skal de også vurderes forskelligt. På akademierne vil vi mest kigge på potentialet, altså hvad det kan udvikle sig til. På de censurerede udstillinger må vi vurdere de konkrete værker, der præsenteres her og nu, for at det kan blive en god udstilling.

Jeg ser ikke, at der nødvendigvis er så store forskelle i de kunstneriske tilgange og de kunstneriske retninger der præsenteres. Det er for det første meget blandet og for det andet meget afhængig af aktuelle dagsordener. Jeg mener dog heller ikke at det er hverken akademiernes eller de censureredes udstillingers opgave at styre den kunstneriske dagsorden, men at give dem rum til at udfolde sig bedst muligt.

Ruth Campau

Hvordan tager du dine egne erfaringer som kunstner med ind i diskussionerne og bedømmelsesprocessen? Er der nogle ting, som du med din praksis er særligt opmærksom på eller har en særlig forståelse af?

Jeg har to gange tidligere været censor på Charlottenborgs Forårsudstilling. Den første sortering er let og censorerne er enige, den anden er også forholdsvis let. Den tredje runde er svær, fordi det er her, at man trænger dybere ned i værket og dets potentiale. Det er især her, det er sjovt at diskutere med kollegaerne. Holder det, eller holder det ikke.

Det er klart, at jeg har et dybere kendskab til nogle medier end andre. F.eks. er det ret let for mig at gennemskue hvad der er på spil i et maleri. Er det indholdet, er det processen, håndværket, stoffet, farven eller hvad er der gang i? Jeg har selv arbejdet virkelig meget med at finde ind til maleriets inderste væsen, så jeg kan meget hurtigt afgøre hvad der er på færde, hvor svært det er rent teknisk og om man er faldet for de fristelser, der dukker op under vejs. Ofte har man jo selv været der på et tidspunkt i ens egen udvikling. Og hvis der er indsendt flere værker, afslører det sig jo som regel, hvor bevidst kunstneren er om sit greb.

Jeg er som kunstner også ret godt inde i, hvad der ellers foregår på kunstscenen, nationalt som internationalt. Og her kan man ofte se hvor inspirationen kommer fra. Inspiration er svær at undgå, men for meget inspiration og decideret plagiering er ikke OK. Hvorfor lave noget andre allerede har gjort bedre? Det er vigtigt at kunstneren kommer med et selvstændigt og unikt bud. Ærlighed er altid afslørende.

Cai-Ulrich von Platen

Du fortæller i din præsentation, at du tidligere har oplevet censorarbejdet som både opløftende og udmattende. Kan du uddybe, hvornår det er opløftende og hvornår det er udmattende?

Fra tidligere censor-job har jeg erfaret, at der er en helt særlig dynamik i sammenstødet mellem alle de vidt forskellige udtryk og intentioner, der bliver sendt ind til censurerede udstillinger. Det kan veksle mellem at være enormt opløftende og enormt udmattende. Jeg håber det er muligt at ende med et udvalg, der respekterer og tydeliggør forskelligheden, så udstillingen som helhed kan række ud i mange retninger.

Jeg var meget aktiv i driften af udstillingsstedet ’Kongo’, hvor mange helt unge kunstnere søgte om at udstille. Jeg har siddet i BKFs optagelsesudvalg og i Statens Kunstråd hvor jeg især bedømte ansøgninger til Huskunstnerordningen og p.t. sidder jeg i kunstudvalget vedrørende det nye Bispebjerg Hospital. Men udsagnet om det opløftende og det udmattende bygger først og fremmest på mine erfaringer med et censorjob ved forårsudstillingen på Charlottenborg. Det er omkring 20 år siden, og på det tidspunkt var censureringer skarpt opdelt i genrer. Således skulle vores lille gruppe kun bedømme maleri.

Alle retninger indenfor maleriet var repræsenteret blandt det indsendte, fra det helt traditionelle til de allernyeste strømninger. Og i hver genre fandtes der rigtig dårlige malerier. Det betød, at det hieraki, man automatisk går og bygger op – nemlig at der findes kunstneriske greb og koncepter der simpelthen er mere interessante og i sync med tiden end andre – blev punkteret. Al slags kunst kan laves dårligt! Det var lidt af en mavepuster, og jeg måtte igennem en selvransagelsesperiode, hvor jeg måtte spørge, om jeg egentlig var meget bedre selv. Det er det jeg husker som det mest udmattende.

Det opløftende var især, når vi i gruppen blev uenige om det vi så på. Jeg synes, der var en tendens til at vi alt for tit bare var enige i bedømmelsen og fik afvist rigtig mange, rigtig hurtigt. Derfor var det herligt, når jeg selv eller andre kunne stoppe samlebåndet og argumentere for nogle kvaliteter, de andre ikke havde set. Det at nogen insisterer på, at der findes oversete kvaliteter, kan være utroligt øjenåbnende, og man kan ende med at have vendt 180 grader. Man kan næsten sige at nogle billeder kunne forandre sig totalt for øjnene af en. Man skal ikke være for sikker i sin sag. Det er opløftende.




Torben Sangild er selvstændig freelancer, ph.d. Efter en årrække som ansat på universitetet (Moderne Kultur) med forskning og undervisning tog han skridtet i 2013 og blev selvstændig efter en sideløbede karriere som freelancer. Han er skribent, forfatter, anmelder, radiovært, underviser, konsulent, standup-formidler og meget andet.
I forhold til billedkunst er han anmelder på Politiken og har en månedlig klumme på kunsten.nu Han sad selv i censorpanelet for Kunstnernes Efterårsudstilling 2014.