KE Kunstnernes Efterårsudstilling

Koncentration i dagslysets ubønhørlige skær

– en stemningsrapport fra den sidste udvælgelse

Af Torben Sangild. Foto: Stamers Kontor. November 2015.

Da jeg trådte ind på Den Frie mandag eftermiddag, herskede der en koncentreret stemning midt iblandt de endnu ikke færdigsorterede og udvalgte værker, der fyldte de velkendte lokaler. Centrum for al energi var de fem censorer, fordybet i konkrete diskussioner helt ned i værkernes mindste detaljer. De var omgivet af KEs bestyrelse, der med hvide handsker tog sig af at vise værkerne frem og registrere panelets dom over hvilke værker, der skulle med på udstillingen, og hvilke der faldt igennem.

Reglen er klar i denne tredje og sidste runde af censureringen: Fire af de fem tommelfingre skal vende opad før et værk går videre. Alle finaleværker har de set to gange før, men kun som billeder på en skærm. Nu skal de stå den fysiske prøve i daglysets skær.

Der var travlt, og det blev et lille ekstra stressmoment at jeg kom med min lydoptager og skulle have fem minutter med hver censor. Jeg havde ikke selv så travlt og fulgte dem rundt fra værk til værk. Her fik jeg for alvor et deja-vu. Hele stemningen og processen væltede frem i min erinding fra sidste år, hvor jeg selv var en af censorerne. De intense diskussioner, der angår alt: Håndværk, komposition, stilistiske referencer, indhold, sanselig virkning, teoretiske og historiske perspektiver. Værkerne endevendes og når nogen har sendt en serie billeder ind afprøves forskellige kombinationer og ophængninger. Nogle gange udvælges et eller to af en serie på fem, simpelthen fordi man synes, de står stærkere alene.


Jeg fornemmede, at censorgruppen er rystet lige så meget sammen, som vi var. De mange dages diskussioner og uenigheder gør, at man kommer til at kende hinandens smag og fokus, og der opstår ind imellem et indforstået godmodigt drilleri censorerne imellem.

Jeg fik mine fem minutter med hver censor, og fandt i samtalerne ud af, at de nærmest alle er enige om at der er noget særligt på færde i et af videoværkerne. Mon det er det samme værk, de taler om? Og vinder det så KE-prisen? Jeg er nysgerrig, men ved stadig ikke noget i skrivende stund.

Om at se værkerne fysisk

Sophie Dupont (SD): ”Det gør virkelig en stor forskel at se materialiteten og størrelsen. Man danner sig nogle forestillinger om værkerne, der kan ændre sig voldsomt. For eksempel var der et værk i flere dele, der så ud som om de stod i en vindueskarm og derfor så ret små ud – de er langt større i virkeligheden. Så selv om, man får målene at vide, er forestillingerne inde i hovedet stærkere. Objekterne så ud som om, de var 10 cm høje, men de var faktisk en meter høje.”

Jesper Rasmussen (JR): ”Det er ikke overraskende, at det er overraskende at se dem live, kan man sige. Mange værker kommer virkelig til deres ret når man står fysisk over for dem, mens nogle omvendt mister deres magi – en magi de fik fra lyset på skærmen, som så dør i det fysiske rum.”

Ruth Campau (RC): ”Det var helt fantastisk at komme ind og kunne genkende det hele, men samtidig var det alligevel helt anderledes. Der er mange værker, hvor man kan tage en beslutning ret hurtigt i denne runde, fordi de enten fungerer bedre eller dårligere end på billedet.”

Cai-Ulrich von Platen (CP): ”Jeg er ikke så overrasket, men det er virkelig rart at få dem at se. Det er fint med den digitale del af processen, som er underholdende, fordi der kan ske hvad som helst på skærmen lige om lidt. Men det er virkelig vigtigt, at man holder fast på at gøre den fysiske visning til en del af processen.”

Om niveauet

CP: ”Højere end jeg regnede med. Jeg censurerede Forårsudstillingen på Charlottenborg for 25 år siden, og da var der længere mellem snapsene end der er i dag. Feltet er også bredere nu; det gør det sjovere at være censor.”

Niels Pugholm (NP): ”Det er tydeligt, at der er et sprog, der hedder samtidskunst, og at mange af indsenderne er gode til at tale dette sprog. Det er jo et sikkert valg, nogle gange lidt for sikkert. Når det er sagt, er der heldigvis andre ting, der skiller sig ud og er originale.”

Om tendenser i de indsendte værker

SD: ”Der er en arkitektur-tendens, som nogle gange har med kortlægning at gøre.”

RC: ”Der en tendens til 70'er-farver og 70'er-æstetik.”

NP: ”Der har været meget med materialeundersøgelser og tilbage til håndværket. Til gengæld er der ikke så meget politisk kunst. Jeg havde nok regnet med at der var flere samtidskommenterende værker.”

CP: ”Man mærker den materialeoptagethed, som man i det hele taget kan se på mange udstillinger i øjeblikket. Værker der begynder med en fascination af fundne objekter, fx byggematerialer eller etnografica. Martin Erik Andersen-påvirkningen er ret dominerende. Men der frem for alt en stor mangfoldighed, som jeg håber at udstillingen vil afspejle.”

JR: ”Der er en overvejende tendens i tiden til, at man søger nostalgisk tilbage til dyderne i det modernistiske håndværk. Ind imellem er det som om, det var KE 56 – altså 1956. Dem der laver det er enten historieløse eller også meget historiebevidste. Og det kan være svært at afgøre hvilken af delene, når man får præsenteret værkerne løsrevet fra en praksis. Man ser den samme tendens, når de unge søger ind på akademierne, denne interesse for håndværket. Nu har der været en generation med politisk kunst og kontekst og dokumentarisme. Og de unge søger så en ledig position og laver noget i ler. Men der var faktisk også en anden tendens til noget dagsaktuelt politisk. Fx kommentarer til den aktuelle flygtningesituation. Vi har valgt nogle enkelte af dem, men mange af dem var desværre nok lavet for hurtigt, der er simpelthen ikke så meget tid til fordybelse, når det skal være så aktuelt. Der er en fare for, at det bliver rene læserbreve, hvor det kunstneriske medium ikke bidrager med noget. Men trangen til at ytre sig om det helt aktuelle er i hvert fald interessant.”

Om censorpanelet

NP: ”Vi har haft nogle supergode diskussioner og vi har været gode til at lytte til det gode argument. Hvis nogen kan argumentere for kvaliteterne i et værk, er de andre lydhøre.”

SD: ”Virkelig et godt samarbejde. Man har i diskussionerne fået åbnet værker, som ikke umiddelbart talte til én. Det er også fint at være samlet på tværs af generationer og forskellig skoling og praksis. Vi har hver vores fokus, hver vores værdier.”

RC: ”Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det har været så godt, så respektfuldt. Der er aldrig blevet rakket ned på noget værk, alt og alle er blevet behandlet med respekt.”

Jeg har fået mine fem minutter. Censorerne er tilbage i den koncentrerede diskussion, og jeg er tilbage i minderne fra sidste år. Om hvordan disse lokaler ved ferniseringen var fyldt til randen. Om at overrække og begrunde KE-prisen. Om at gå ud og tale med den afviste kunstner, der stod med maske på ude i midterrabatten på Oslo Plads og malede protestværker vendt mod, at man ikke fik en begrundelse med sit afslag. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor lang tid der ville gå med at udfærdige individuel, skriftlig kritik til 483 kunstneres 2101 værker.

Jeg vil lade Cai-Ulrich von Platen få det sidste ord med denne spontane evaluering: ”KE kører det meget professionelt. Engageret, præcist og effektivt. Stor cadeau til dem!”


Se også præsentationen af årets censorer og Optakt til KE15: Spørgsmål til censorerne.

Torben Sangild er selvstændig freelancer, ph.d. Efter en årrække som ansat på universitetet (Moderne Kultur) med forskning og undervisning tog han skridtet i 2013 og blev selvstændig efter en sideløbede karriere som freelancer. Han er skribent, forfatter, anmelder, radiovært, underviser, konsulent, standup-formidler og meget andet. I forhold til billedkunst er han anmelder på Politiken og har en månedlig klumme på kunsten.nu Han sad selv i censorpanelet for Kunstnernes Efterårsudstilling 2014.