KE Kunstnernes Efterårsudstilling

Prisvindernes værker på KE15. Fra venstre: Propaganda (nr. 1) og Propaganda (nr. 2) af Anne-Sofie Overgaard. Oluf Jørgensen (video) og Anon Anon af Søren Krag. Foto: Stamers Kontor.
Prisvindernes værker på KE15. Fra venstre: Propaganda (nr. 1) og Propaganda (nr. 2) af Anne-Sofie Overgaard. Oluf Jørgensen (video) og Anon Anon af Søren Krag. Foto: Stamers Kontor.

Når fortid, fremtid og teknologi væves sammen

Interview med de to prisvindere Anne-Sofie Overgaard og Søren Krag.
Af Torben Sangild. December 2015.

Som regel vil der ikke være nogen særlige fællestræk mellem de to prisvindere på Kunstnernes Efterårsudstilling, idet det er to forskellige instanser, der udkårer dem. Men i år er der nogle slående fællestræk, som det er svært ikke at bemærke. Ud over at de begge er uddannet på Det Jyske Kunstakademi, arbejder de begge i mødet mellem noget digitalt og noget historisk. De er begge mere eller mindre født ind i en digital tidsalder og det digitale er både historisk og selvfølgeligt for dem. Søren Krag benytter et gammeldags computerprogram til at 'male' sine billeder i. Anne-Sofie Overgaard kobler fortid og fremtid i sine digitale vævninger af fortidsmotiver og håndvævninger af fremtidsmotiver. Begge dele er typiske træk i den yngre kunst i dag, der konstant finder nye sammenhænge mellem teknologi, information og håndens arbejde.


Anne-Sofie Overgaard, tillykke med CCA Andratx-prisen! Prisen giver en måneds ophold på kunstnerrefugiet Andratx på Mallorca. Hvad betyder den helt konkret for dig og dine muligheder?

Mange tak! Helt konkret har det at få prisen betydet en del opmærksomhed, og det er jo dejligt. Jeg glæder mig vildt meget til jeg skal afsted, selvom der er over et år til. Prisen giver mig en mulighed for at komme uden for Danmarks grænser, og arbejde fordybet med min kunst i paradisiske omgivelser. Og så håber jeg også på at møde nogle spændende og inspirerende mennesker.

Det er tydeligt, at vævning er centralt for dine værker? Hvordan og hvorfor er du blevet sporet ind på vævning som medium?

Det er ved at være tre år siden jeg begyndte at væve. For mig har der altid været noget overdådigt og overvældende over gobeliner, jeg har altid følt mig meget draget af dem, som om de indeholdt en form for støvet sandhed. Derfor har vævning som medium en tyngde, som er rigtig spændende at arbejde med i forhold til at udforske tidslighed og fortælleformer. Vævningen har også en dobbelthed, fordi det er forbundet med det maskinelle og industrielle. Det er spændende, hvordan mekaniseringen af væven har påvirket udviklingen af computeren, mens computerteknologien i dag omformer vævningen. På den måde er der en sammenhæng mellem det digitale og vævningen, som kommer til udtryk i den her pixelerede billeddannelse. Dette er noget jeg arbejder med i mit afgangsværk på Det Jyske Kunstakademi.

Hvad kan vævning i forhold til samtidskunst?

Jeg opfatter vævning som en udtryksform på lige fod med fx maleri og performance, og der er i samtidskunsten en tendens til at gribe fat i mere klassiske håndværk. Vævningen er et meget langsom medium, som har en tyngde og nærvær, så det er er en meget god kontrast til vores flygtige digitale verden. Det er en af grundene til, at jeg finder det relevant at arbejde med vævning i samtidskunsten. Og så er der også ved at ske en udvikling af tekstilkunsten, hvor det tekstile ikke entydigt er forbundet med det feminine og hverdagsagtige.

'En håndfuld mørke' hedder et af dine tidligere værker fra 2013, en større installation med vævede billeder og tekst. Titlen er også titlen på en novellesamling af science fiction-forfatteren Philip K. Dick, og der lader i det hele taget til at være et science-fiction-tema?

En håndfuld mørke (2013)  er en installation bestående af 15 små fremtidsvævninger i montre udstillet sammen med tekstmontage malet på væg. Montagen er lavet ud fra Phillip K. Dicks novellesamling “En håndfuld mørke”.
En håndfuld mørke (2013) er en installation bestående af 15 små fremtidsvævninger i montre udstillet sammen med tekstmontage malet på væg. Montagen er lavet ud fra Phillip K. Dicks novellesamling “En håndfuld mørke”.

Ja, jeg syntes, det var sjovt at koble science fiction med vævning. Jeg har altid været interesseret i science fiction, og besluttede mig for at væve en masse små billeder, men det tager sindssygt lang tid at væve selv et lille billede, når man håndvæver dem, som jeg gjorde her.

Der er jo et spændingsfelt mellem science fiction og vævning, hvor vævning associerer til noget blødt og til husflid, mens science fiction nærmest går i den modsatte retning: Noget glat og metallisk og højteknologisk. Det ville være meget sært, hvis der pludselig sad en og vævede ombord på et rumskib. Det er vel også den spænding, der ligger i dit begreb 'fremtidsvævning'.

Ja, det var derfor, jeg synes, det var interessant at koble de to ting, at se mig selv om en 'science fiction-vævedame'. Gobeliner er jo historisk set blevet brugt til at berette historier om krige, religion og sociale strukturer. Så det er en udtryksform, der er forbundet med fortællinger om fortiden, og derfor synes jeg, det var interessant at koble det med fremtidsmotiver.

Hvad interesserer du dig for ved Philip K. Dicks historier?

Det er især de dystopiske fremtidsscenarier, der fascinerer mig. Jeg kobler dem så med noget mere humoristisk, så det ikke bliver alt for forfærdeligt. Motiverne er taget fra forskellige film, ikke kun Philip K. Dick, og så har jeg selv digtet til.

Er teksten på væggen et citat af Philip K. Dick?

Det er et cut-up af tekstbidder fra forskellige noveller i bogen, som jeg har sat sammen på en ny måde, så det på sin vis bliver min tekst. Og så malede jeg teksten på væggen som en slags vægmaleri i cirkler, hvor tekstbidderne også 'væves sammen'.

Jeg har kun set værket 'Den oplyste vævning' på billeder, men det har en umiddelbar appel og er næsten en aha-oplevelse – selvfølgelig kan man væve med lyskæder! Hvordan opstod ideen?

Den oplyste vævning (2015) var i udgangspunktet en performance, som endte ud i en installation. Jeg vævede med lyskæder om aftenen på fire specialdesignede væverammer i Galleri Bokboden i Bergen.
Den oplyste vævning (2015) var i udgangspunktet en performance, som endte ud i en installation. Jeg vævede med lyskæder om aftenen på fire specialdesignede væverammer i Galleri Bokboden i Bergen.

Tak for det. Sidste vinter var jeg på udveksling ved Kunst- og designhøgskolen i Bergen, hvor de har en meget anerkendt væveafdeling, og det var her jeg kom på ideen, fordi jeg eksperimenterede med vævningen som medie og materialitet.

Jeg vil umiddelbart forbinde lyskæder med jul, hygge og måske håbet om lysere tider. Hvordan har du arbejdet med lyskædens associationer?

Det gør jeg også. Der var meget mørk og regnfuldt i Bergen, og det var nok også en af grunden til at jeg fik ideen til at væve med lyskæder. Jeg ville også gerne vise den rytmiske process i vævningen, og derfor valgte jeg at væve med lyskæder.

Du gjorde tilblivelsen af værket til en performance. Hvorfor valgte du det? Hvor mange kom og så den, og hvordan var stemningen?

Jeg er begyndt at se det at væve som noget performativt, at være i nuet, at være fokuseret og bruge kroppen til at skabe. Det er min puls, der bestemmer rytmen i væveprocessen. Jeg brugte fire aftener i Galleri Bokboden i Bergen, som ligger meget centralt i byen, på at væve med næsten 400 meter lyskæde på fire specialdesignede væverammer. Jeg begyndte at væve, da solen gik ned, og min eneste lyskilde var lyskæderne. Jeg har ikke tal på, hvor mange, der så det, men det var heller ikke vigtigt. Tanken var ikke, at folk nødvendigvis skulle ind i galleriet, men der var mange som gik forbi udenfor og stoppede op, mens jeg sad indenfor og vævede. For mig var der en meget intens stemning, da det var anstrengende at væve med lyskæderne, imens jeg kunne fornemme beskuerne, selvom jeg ikke kunne se dem, da jeg sad med ryggen til.

Dine to værker på KE hed 'Propaganda'. De forestiller to markante billeder fra danmarkshistorien. Kan du forklare, hvad den fælles idé med de to værker er?

Med de to værker vil jeg gerne vise danske eksempler på national propaganda fra forskellige historiske perioder. Propaganda nr. 1 forestiller Kristus fra Den Store Jellingsten, som Harald Blåtand opførte for at fortælle at han gjorde danerne og Norge kristent. En ting er den oprindelige idé med billedet, en anden ting er at vi i dag har taget det til os og bruger det i vores pas. Så på den måde ligger der en dobbelt propaganda i værket med den nutidige brug. Propaganda nr. 2 er et motiv fra en propagandaplakat, som blev lavet til afstemningen om Sønderjylland i 1920. Det er Mor Danmark, som er afbilledet med det danske flag hængende ned over skulderen med den sorte tyske ørn i baggrunden. Jeg har skabt en visuel sammenhæng ved at digitalvæve dem, selvom de stilistisk er meget forskellige. De er ikke håndvævede, som de små science fiction-billeder, men er programmeret på computeren og så sendt afsted til en fabrik, der har vævet dem på to timer.

'Propaganda nr. 1' med kristusfiguren er udstillet som et vævet billede, mens 'Propaganda nr. 2' er hængt op en snor og folder sig ind, så man ikke ser hele motivet. Hvad er ideen med de to forskellige ophængninger?

Det er ikke så tit man ser et stort billede af kristus, udover i kirker. Derfor valgte jeg at hænge det op meget enkelt, ligesom et vægtæppe, bare ude i rummet så det også er muligt at se bagsiden, som fremstår som et form for negativ. Med Propaganda nr. 2, ville jeg, i modsætning til Propaganda nr.1, gerne prøve at lege lidt mere med ophængningen og bryde med motivet. Derfor kom det til at hænge som et flag, men på samme tid er der også en forbindelse mellem installeringen og motivet, da Mor Danmark holder det danske flag, som folder ned over hendes skulder.

Hvad er dine primære inspirationskilder?

Bauhaus-vævekunstneren Gunta Stölzl – både fordi hun gør vævningen moderne og så på grund af det, hun er. Hun var den eneste kvindelige leder af et værksted i Bauhaus. Og en nyere kunstner, jeg har været fascineret af på det seneste er Hito Steyerl, en tysk videokunstner, der bl.a. arbejder med fremtidsscenarier.

Du er jo nærmest født ind i en digital tidsalder. Og når nu du arbejder i et spændingsfelt mellem fortid og fremtid, er det nærliggende at spørge: I hvor høj grad peger din kunst bagud, og i hvor høj grad afspejler den sin samtid?

Den kigger ret meget tilbage, men jeg arbejder i øjeblikket på at kigge mere fremad og forbinde det digitale og håndarbejdet. Jeg har arbejdet en del med historiske motiver, både i Propaganda-værkerne og i nogle tidligere værker, der handlede om væve-værkstedet i Bauhaus. Jeg har læst en del af filosoffen Gilles Deleuze på det seneste. Han har et begreb om 'folden', der skaber forbindelser mellem fortid og fremtid i et større kosmologisk perspektiv. Fortid og fremtid bølger frem og tilbage og påvirker hinanden.

Andratx-prisen

Anne-Sofie Overgaard (f. 1990) er under uddannelse på Det Jyske Kunstakademi og har desuden været tilknyttet Kunst- og designhøgskolen i Bergen.


Søren Krag, tillykke med KE-prisen! Hvad betyder prisen helt konkret for dig og dine muligheder?

Det er vel først og fremmest et udtryk for, at en gruppe velkvalificerede mennesker, altså juryen, finder mit arbejde interessant. Det er ikke så lang tid siden jeg modtog prisen, så det er nok for tidligt at sige, hvad den har betydet eller kommer til at betyde, sådan helt konkret. Jeg er ikke blevet kimet ned af folk med tilbud om solo-udstillinger eller lignende – endnu. Jeg tog afgang fra Det Jyske Kunstakademi i sommers, og i den forbindelse er prisen en væsentlig anerkendelse og et incitament til at forsætte og udvide mit arbejde.

Generelt synes du meget optaget af det digitale billedunivers. Hvad skyldes det?

Jeg har aldrig været så vild med at tegne og male i hånden, men har næsten fra begyndelsen arbejdet med digitale billeder. Jeg maler med mus og benytter primært tegneprogrammet MS-paint, som har været en del af Windows-styresystemet helt fra begyndelsen. Det er et meget simpelt og på mange måder utidssvarende program. Den udfordring, der ligger i at udvikle og forfine mit maleri ud fra det beskedne udgangspunkt, har altid været min drivkraft. Det er også interessant, at ”original-værket” i denne form er en billedfil, som jo kan kopieres i det uendelige. En stor del af mit arbejde ligger i at eksperimentere med processen fra digitalt-billede til fysisk-udtryk – fx med mit andet værk på KE15, 'Anon Anon' som tryk på tapet, der er tapetseret direkte på museets væg. (Vis AnonAnon.png, 48 MB)

Før vi går til enkeltværkerne er jeg nødt til at spørge til din metode i MS Paint. Dine billeder rummer ofte symmetrier i stil med tæpper og lignende, og man har på fornemmelsen, at de er delvist automatisk genererede. Samtidig taler du selv om at male med musen. Så kan du løfte sløret for, hvilke mere konkrete teknikker, du benytter? Og i hvor høj grad, du benytter dig af automatiserede processer?

Jeg forstår forvirringen. Jeg kan afsløre, at jeg benytter en metode, jeg kalder '7-kabale metoden': Et område markeres i MS Paint. Idet man flytter dette område med musen, laver markeringen et spor af sig selv, efter sig selv. Lidt som når en kabale gik op i Windows XP-versionen af 7-kabale; heraf navnet. Det er helt rigtigt, at der er en del symmetriske elementer. De kommer ikke af en automatiseret proces, men bare en almindelig spejling, altså kopiere noget, sætte det ind igen, vende det osv.

Dit afgangsværk bestod (så vidt jeg kan se) af et tapet på væggene i en niche og så tre monitorer med flimrende cirkelrunde billeder, der afløste hinanden i en rasende fart med en dæmpet, brummende, monoton tone på lydsiden . Kan du beskrive det nærmere?

Installationen bestod af tre store ”malerier” printet på tapet. Indenfor installationen var gulvet belagt med rødt astroturf-materiale. Ovenpå turfen stod tre B&O billedrørsfjernsyn som viste cirkelformede panoreringer af malerierne på væggene. Venstre og højre fjernsyn spillede begge en konstant tone. Venstre: 100 Hz; Højre 200 Hz. Fjernsynet i midten afspillede et chirp; en dynamisk tone som over 20 min. bvægede sig fra 100 Hz til 200 Hz og tilbage igen.

Hvad var overvejelserne bag denne installering?

Billedrørsfjernsyn (i kombination med dvd-afspillere) er specielt interessante, fordi de så umiddelbart skaber sammenhængen mellem flade og lyd. Helt konkret var værkets lydside et forsøg på at skabe et loop, som kunne virke statisk, men faktisk ændrede sig over et forløb på 20 minutter. Det var også interessant at arbejde med sammenspillet mellem tre individuelle lydkilder, altså de tre fjersyn. Det var vigtigt for mig, at lyden ikke dominerede installationen.

Værket har den lange titel 'Make Fruit Cascade Down and Their Sweet Aroma Fill the Air on the Sea of Apple Trees at the Foot of Chol Pass'. En Google-søgning afslører, at titlen er et af Nordkoreas nye slogans. Hvad er ideen med det, og hvor er koblingen til billederne?

Jeg interesserer mig bl.a. for oldtids- og middelalderkunst og for hvordan man med moderne værktøjer kan overføre dens pompøsitet og ornamentik til nutidskunsten. Jeg ser samtidig en parallel til æstetikken i kunst (eller propaganda) produceret i diktatoriske regimer. Der er en slags stræben efter det umiddelbart sublime, der samtidig rummer en undertekst af det umulige, og måske ultimativt forfærdelige. Valget af det nordkoreanske slogan er et eksempel på dét, men jeg har samtidig valgt det på grund af ordlydens svulstige og fantastiske kvaliteter.

Værket 'Nu <(?)' er du ikke meget for at sætte ord på, men så må jeg forsøge: Det er et ret gådefuldt værk. En videoprojektion med forskellige klip og så en performance foran projektionen, hvor to personer i sære kostumer spiller fløjte, rister æg over stearinlys, leger med ballon og meget andet. En hurtig analyse kunne sige, at det handler om frihed og dets indbyggede modsætninger: Fugle, fly og himmel versus en vred skizofren mand i et badekar, George W. Bush, Joseph Goebbels, en halshugning af et gidsel og af en høne. Noget rituelt, noget fjollet og så noget meget ubehageligt, der har med global politik og reaktionen på det at gøre. Kan du ikke hjælpe mig lidt videre her? Du må vel have tænkt et eller andet. Hvad foregår der?

Jeg synes sådan set, at din beskrivelse er ret fyldestgørende. Jeg er faktisk glad for at værket fremstår gådefuldt, det var det også til dels for mig selv. Det er en del af grunden til, at jeg ikke har lyst til at sige noget om det. En stor del af min intention er på en skødesløs måde at sætte forskellige enormt ladede, betydninger, personer eller hændelser i spil med det fjollede, perfide og teatralske i et improviseret performativt rum. Der er ikke noget færdigkonstrueret budskab.

Jeg kan godt fornemme, vi ikke kommer videre med det værk. Så lad os gå til de to værker på Kunstnernes Efterårsudstilling. Først 'Anon Anon', der på afstand ligner et vævet tæppe. Hvordan er det opbygget? Ligger der nogle billedlige kilder til grund for det?

Jeg arbejder en del med collage og sampling, men Anon Anon er ”malet” helt fra bunden uden billedlige kilder.

Hvad betyder titlen 'Anon Anon'?

Titlen er til dels valgt på grund af dens flertydighed. Men den er oprindeligt tænkt som en henvisning til Shakespeares Henry IV, hvor en lettere enfoldig tjener ved navn Francis bruger udtrykket gentagne gange. Udtrykket kommer fra oldengelsk og kan betyde både: 'med det samme', 'om lidt', eller 'senere'.

'Oluf Jørgensen' er en slags eksperimenterende videoportræt af Asger Jorn (der er døbt Asger Oluf Jørgensen), men der er meget lidt medvirken af ham selv og hans værker. Hvad var ideen?

Videoen blev fremstillet i Asger Jorn-jubelåret 2014, 100-året for hans fødsel. Museer og andre kulturinstitutioner nærmest faldt over hinanden for at hylde og belyse koryfæet Asger Jorn. Jeg synes egentlig, at han har lavet mange spændende ting, og han var ærefrygtindgydende produktiv i mange forskellige discipliner. Men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, om nogen kunstner kan være genstand for sådan en fejring uden at blive overbrugt eller ligefrem misbrugt med al den formidlingsmani og bismag af 'nationalisme light'. I Asger Jorns tilfælde er det endda ekstra tydeligt, når man tænker på hans egen kritiske og anarkistiske attitude. Det er jo et paradoks, og det man kan måske allertydeligst set det i Silkeborg Kunstmuseum, der ændrede navn til 'Museum Jorn', stik imod hvad Jorn selv ønskede. Fra et formidlingsperspektiv, og sikkert også fra et kommercielt perspektiv, kunne man lidt kækt bemærke at det virker som om ”den bedste kunstner er en død kunstner”.

Hvad er dit personlige og kunstneriske forhold til Asger Jorn? Nogle siger, at alle danske kunstnere–eller i hvert fald malere–er nødt til at forholde sig til Jorn på den ene eller den anden måde.

Jeg er født og opvokset i Silkeborg, Danmarks uofficielle Jorn-hovedstad, og har selv været eksponeret for fænomenet Jorn fra jeg var barn. Det har selvfølgelig også givet en del af mit behov for at bearbejde Jorn-fænomenet kreativt.

Den forvrængede, fransksprogede stemme fra 'Nu<(?)' går igen her. Er det talesyntese? Hvorfor fransk og hvorfor forvrænget?

Jorn var jo temmelig frankofil og gav mange af sine værker franske titler. Den franske fortællerstemme kan ses om en reference til dét, men samtidig bidrager den til videoens generelle forvirringsstrategi. Stemmen er ganske rigtigt talesyntese, fremstillet først med Google Translates oplæserprogram og så manipuleret og forvrænget. Nogle vil muligvis vide at det greb til dels er lånt fra Jean Luc Godard-filmen Alphaville, der b.la. handler om en ond robot.

Du er næsten født ind i en digital tidsalder. I hvor høj grad mener du, at din kunst afspejler samtiden og i hvor høj grad kigger den tilbage?

Jeg vil mene, at det er svært, eller faktisk umuligt, at lave kunst uden samtidig at afspejle sin samtid. På samme måde kan ingen sige sig fri for at være del af den større sammenhæng, uanset om de er klar over det eller ej.

KE15-prisen

Søren Krag (f. 1987) er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi med afgang i 2015, og har desuden taget en diplomuddannelse på Srishti School of Art, Design and Technology i Bangalore, Indien.



Torben Sangild er selvstændig freelancer, ph.d. Efter en årrække som ansat på universitetet (Moderne Kultur) med forskning og undervisning tog han skridtet i 2013 og blev selvstændig efter en sideløbede karriere som freelancer. Han er skribent, forfatter, anmelder, radiovært, underviser, konsulent, standup-formidler og meget andet. I forhold til billedkunst er han anmelder på Politiken og har en månedlig klumme på kunsten.nu Han sad selv i censorpanelet for Kunstnernes Efterårsudstilling 2014.